Regionalt Spillested

Projektstøtteudvalget for musik under Statens Kunstfond har genudpeget Sønderborghus som
“Regionalt Spillested” for perioden 2025-2028.
Udpegningen betyder, at Sønderborghus kan fortsætte linjen med udvikling af en bredspektret
programpolitik, hvor der udover de mere etablerede navne nu også satses på at præsentere
up’n’coming bands, verdensmusik, electronica og jazz. Sønderborghus intensiverer samtidig samarbejdet med
andre spillesteder regionalt og på landsplan.
Sønderborghus rummer gæster fra kælder til kvist, og fra vugge til grav. Generationerne mødes på
tværs af gange og aktiviteter, og i fælleskabet. Båret af traditioner, samhørighed og frivillighed,
er Sønderborghus det naturlige omdrejningspunkt for koncertvirksomhed, musikproduktion,
øvelokaler, foredrag, folkeoplysende aktiviteter, kreative værksteder, ungeråd,
foreningsaktiviteter, medborgeraktiviteter, filmfremvisninger, integrationsprojekter, dans,
teater, kor- og fællessang og meget mere.
Medborgerhuset er for alle, og har derfor også en bred vifte af arrangementer med en folkelig
præsentation af popartister, slagerparade, standup komikere, foredrag, tufting, keramik og anden
underholdning. Det brede aktivitetsprogram, gør at vi dagligt har mange gæster i vores bygninger,
og dermed opnår stor berøringsflade med vores gæster, som også møder hinanden på tværs af
aktiviteter. Det er essentielt for Sønderborghus’ og Mejeriets aktiviteter, at vi skaber rammerne for
fællesskaber, det pludselige møde og for de tilfældigt forbipasserende.
Sønderborghus præsenterer et bredt program af aktiviteter. Især i musikprogrammet. Vi er stolte
over det musikprogram vi kan sammensætte og tilbyde sønderjyderne, i kraft af vores status som
regionalt spillested. Vi tager opgaven alvorligt, og er ikke bange for at fejle.
Ikke alle koncerter kan trække fulde huse, men vi holder fokus på at præsentationen er helt tæt på
– også langt væk fra storbyerne – og at kunsten har de bedste betingelser, for at vise sig frem på
kunstens præmisser.