Nyhed

Sebastian Wolff – Solo

Arrangementer, Koncert, Rock
  • Dato: april 1, 2027
  • Døråbning: 19:00
  • Start: 20.00
  • Sted: Sønderborghus,
    Martin Nyrops Plads 2
    6400 Sønderborg
  • Pris forsalg: 140 - 250 kr.

SEBASTIAN WOLFF prøver for alvor kræfter med SOLOFORMATET, hvor der skal eksperimenteres endnu mere med sange, der endnu ikke har fundet sit endelige hjem, samt numre fra hele hans katalog!

Sebastian Wolffs første single “Sword of Damocles” blev sendt ud i foråret 2024 og samme dag startede hans første turné i et fyldt Musikhuset Esbjerg. En turné, der bragte ham forbi 17 steder rundt i hele landet. Og nu tager han igen på turné og kommer til Sønderborg i foråret 2027.

Sebastian Wolff er selvfølgelig bredt kendt som guitarist, sanger og sangskriver i rockbandet Kellermensch. Han har med bandet turneret i det meste af Europa og høstet en masse ros fra publikum og anmeldere. Med både bandets 2. album “Goliath” og 3. album “Capitulism” bevægede Sebastian Wolff sig, som sangskriver, tættere ind på kroppen med sange som er smertefulde og personlige fortællinger. Fortællinger, som har medvirket til at åbne Kellermensch op for et markant bredere publikum – et publikum, der på naturlig vis spænder fra Copenhell til Tønder Festival.

Mens Kellermensch fortsat lever i bedste velgående, blev det magtpålæggende for Sebastian Wolff at udfordre både sin sangskrivning samt skabe en anden og mere dynamisk form for kreativ proces og turnévirksomhed. Med Sebastian Wolff-projektet indlemmer han en bred vifte af forskellige musikere i både studiet og i live-sammenhæng. Derfor har han indtil nu optrådt i alle tænkelige formationer – fra solo til 4-piece band og videre til at være akkompagneret af orkestre – alt sammen med Sebastians unikke og intense nærvær og lyrik helt i fokus.

Indholdsmæssigt rummer denne soloturné alt fra sange, Sebastian har skrevet, der ikke fandt en plads i Kellermensch- repertoiret, til sange fra de tre Kellermensch-albums i nye fortolkninger og sange af andre kunstnere, der har gjort et særligt indtryk. Men omdrejningspunktet er hans egne numre – ofte hvor publikum inviteres helt ind i maskinrummet og får indblik i de personlige fortællinger, der ligger til grund for numrene. Med andre ord – der inviteres helt ind i den kringlede hjerne!