OPEN CALL Nyt bestyrelsesmedlem
Er du klar til at gøre en forskel?
Sønderborghus er et regionalt spillested og kultur- og medborgerhus beliggende i hjertet af Sønderborg.
Sammen med ungehuset Mejeriet udgør kulturhuset et samlingspunkt for mange mennesker omkring koncerter, kulturoplevelser og kunstnerisk udfoldelse. Hvert år afholdes over 150 koncerter og arrangementer, og dagligdagen er fyldt med liv og aktivitet i husenes værksteder, øvelokaler, møderum og sale. Husets café står over for en modernisering og forventes at genåbne i 2026.
De passionerede medarbejdere og det store antal engagerede frivillige arbejder dagligt på højtryk for at drive og udvikle Sønderborghus og Mejeriet som et levende og inspirerende spillested og kulturhus – til glæde for borgere og gæster i alle aldre.
Sønderborghus er aktuelt på udkig efter et nyt bestyrelsesmedlem, som har lyst til at indgå i det frivillige bestyrelsesarbejde i samarbejde med de andre bestyrelsesmedlemmer og den daglige leder. Bestyrelsen har ansvaret for stedets overordnede retning og udvikling, den består af fem kompetenceudpegede medlemmer og to brugervalgte repræsentanter.
Bestyrelsen spiller en nøglerolle i at sikre en fortsat positiv udvikling af Sønderborghus og Mejeriet – som en af Sønderborgs vigtigste kulturinstitutioner. Den bidrager til den strategiske udvikling af huset inden for de rammer, det er underlagt som statsligt støttet regionalt spillested og kommunalt støttet kulturhus.
Vi søger lige nu et nyt bestyrelsesmedlem og kollega:
- med bred juridisk indsigt og erfaring
- med solid viden om økonomi og drift, gerne fra en kulturinstitution
Eller
- med stor erfaring med at arbejde strategisk med publikumsudvikling og markedsføring
Som nyt bestyrelsesmedlem vil du blive udpeget for en fireårig periode.
Har du lyst til at blive en del af Sønderborghus’ bestyrelse og bidrage til at understøtte den positive udvikling af Sønderborghus – med dine kompetencer?
Send os en motiveret ansøgning, hvor du fortæller, hvad du vil bidrage med i bestyrelsesarbejdet, og hvordan du vil bringe dine kompetencer i spil til at understøtte Sønderborghus som et levende kultur- og medborgerhus.
Vi glæder os til at læse din ansøgning!
Ansøgningsfrist: Søndag den 1. marts 2026.
Ansøgninger sendes til: bestyrelsensonderborghus@gmail.com
Spørgsmål? Kontakt næstformand for bestyrelsen Claus Johannesen på mobil: +45 40164720
Udpegningssamtaler afholdes i de to første uger af marts 2026.