Med udgangspunkt i familiechatten, graviditetstesten og en tur i Føtex skriver iomfro sange om klimaangst, karriereplaner og kærlighedskvaler. Om familiefødselsdage, medicinske aborter og forelskelse. Om mennesker med ord i ryggen og vrede i kæben, der har brug for at trække vejret, før de kan vende sig mod verden.
Med sine sange stiller iomfro en poetisk generations-diagnose om at være alvorligt følsom og tage følsomheden alvorligt. Om at have viljen til at løse klimakrisen, men samtidig frygte den. Om at være hovedkulds forelsket, men at være bange for at give sig hen. Om at have styrken til at få en abort, men være usikker på egen krop.
iomfro trækker både på hiphop-beatet, lejrbålsguitaren, 80’er-synths og dansable baslinjer. Det hele blandes sammen til et nærværende popunivers, hvor hendes karakteristiske stemme bevæger sig blidt hen over de eftertænksomme melodier.
Siden udgivelsen af debut-ep’en føler for meget har iomfro markeret sig som en sangskriver og performer med poppoetisk nærvær. Bag de underfundige tekster og ørehængende melodier står 26-årige Alma Kjær Agergaard. Hun synger om at føle for meget og føle, at andre siger én for lidt. iomfro skriver sig direkte ind i generation z og sætter ord på relaterbare emner – alt sammen pakket ind i et iscenesat uperfekt og bevidst tilfældigt udtryk.