Arcane Order + Support

Koncert,Metal
  • Dato: September 13, 2024
  • Døråbning: 19:00
  • Start: 20.00
  • Type: Ståplads
  • Sted: Mejeriet,
    Løngang 2
    6400 Sønderborg
  • Pris forsalg: 180 kr.

Den danske ekstrem metal-kvintet THE ARCANE ORDER er tilbage med sit fjerde album ‘Distortions From Cosmogony’, der udkommer 9. juni 2023 via Black Lion Records. Bandet har med sit nye, erfarne line-up skabt et episk metal-album, der med kvintettens særlige stil kombinerer det ekstreme, storladne, tekniske og melodiske og fortæller historien om menneskets evigt eksistentielle splittelse mellem autonomi og underkastelse.

Det danske ekstrem metal-band THE ARCANE ORDER blev startet af guitarist og komponist Flemming C. Lund (Invocator, Autumn Leaves, Temple of Scorn) i 00’erne med det mål at skrive episk og melodisk ekstrem-metal, der rykkede grænserne for, hvad metal kunne være og udtrykke. Bandet blev herefter signet til Metal Blade, der udsendte ‘The Machinery of Oblivion’ (2006) og ‘In the Wake of Collisions’ (2008), og efter en længere udgivelses-pause udkom tredje album “Cult of None” på tyske Massacre Records (2015). Undervejs spillede THE ARCANE ORDER en række profilerede hjemlige shows, og bandet har gang på gang vist sig som et af Danmarks mest spændende metal-orkestre.

I løbet af karrieren har THE ARCANE ORDER været udfordret af line-up ændringer, men er fortløbende vendt tilbage i en styrket form med kunstnerisk vilje og vision. I 2017 blev Bastian Thusgaard (Soilwork) bandets nye trommeslager og slog dermed følge med Lund og langtids-medlem og guitarist Kasper Kirkegaard (HateSphere). I 2019 begyndte arbejdet med album fire, men processen skulle blive udfordret af både udskiftning af medlemmer og en pandemi og kom i alt til at tage tre år. I den sidste indspilnings-fase fik bandet endelig en ny forsanger i form af Kim Song Sternkopf (Møl), og med bassist Anders Frodo S. Mikkelsens indtræden i 2022 blev bandets nuværende lineup komplet.